DEBATINDLÆG SENDT TIL SJÆLLANDSKE MEDIER
Sjællændere bag borgerforslag for at forbedre behandling af overset lidelse
Mange mænd og kvinder går i måneder og år med uforklarlige smerter i underlivet, fordi de mødes af et sundhedsvæsen, som ikke er i stand til at diagnosticere mennesker med komplekse smerter i bækkenbund/underliv.
Der findes en række lidelser i bækken og underliv og det kan derfor være svært at finde ud af, hvad man fejler. F. eks, kan vulvodyni og pudendal neuralgi ligne hinanden, ligesom endometriose, bækkendysfunktion, lichen sclerosus, Ikke-bakteriel prostatitis m.fl., er relaterede lidelser i bækken/underliv, hvor også neuropatiske smerter kan være en del af sygdomsbilledet.
Mange med smerter i underlivet oplever manglende viden, manglende forståelse og manglende behandlingstilbud i mødet med sundhedssektorens fagprofessionelle, som ikke har den relevante viden til at kunne diagnosticere et komplekst smertemønster i den del af kroppen.
Pudendal Neuralgi rammer lidt flere kvinder end mænd og de er særligt udsatte i forbindelse med fødsel. Lidelsen kaldes også cyklistsyndrom, fordi mennesker, der har dyrket cykling professionelt eller har cyklet meget intensivt, er udsatte for at blive ramt.
Derfor foreslår vi i Pudendal Neuralgi Foreningen, at der etableres regionale bækkenbundscentre, som har de specialer der skal til, for at kunne diagnosticere mennesker med komplekse bækkenbundssmerter korrekt. Centrenes behandlerteam skal bestå af gynækologer, urologer, neurologer, neuropatologer, anæstesiologer, psykologer samt fysioterapeuter og osteopater. Et sådant team skal udover udredning og diagnosticering lægge en behandlingsplan i samarbejde med patienten.
Vi har brug for hjælp. Og det vil ikke kun gavne os med smerter i bækkenbunden men også spare samfundet for penge. For den nuværende ineffektive proces med at stille en diagnose, der er præget af silotænkning, medfører en betydelig unødvendig økonomisk byrde for samfundet/sundhedssektoren og spærrer for patienter med andre lidelser fra at komme til - og blive behandlet. Samtidig gør den manglende diagnose og konkrete tegn på fysisk sygdom det meget svært for mennesker at få økonomisk hjælp via f.eks. forsikring for nedsat erhvervsevne.
Bill Mørk (Haslev), formand for Pudendal Neuralgi Foreningen, startede for knap 2 år siden en facebookgruppe for mennesker med pudendal neuralgi, efter selv at være blevet ramt af cyklistsyndrom, et resultat af mange års professionel intensiv cykling som bl.a. cykelinstruktør i fitnesscentre.
Bill har været med til også at starte ”Pudendal Neuralgi Foreningen, som står bag Borgerforslaget nedenfor.
Bill Mørk kan træffes på telefon: 81 71 40 92